Unilever DanmarkSkift lokation
Director, CDC Group
Daudi Lelijveld er leder hos CDC Group, UK’s Development Finance Institution
(DFI). Med en total portefølje på $5.3 milliarder er det CDC Group’s mission at
støtte virksomheder på tværs af Afrika og Syd-Asien.
Indfrielsen af FNs Sustainable Development Goals kan hjælpe milliarder af mennesker ud af fattigdom, hjælpe med at løse verdens mest presserende miljømæssige behov - og frigøre nye markedsmuligheder til en værdi af min. $12 billioner inden 2030.
Men der er udfordringer. Da Unilever var med-arrangør af GlobeScan Leadership Forum i 2018, pegede mange af de 300 deltagere og eksperter på penge som en kritisk barriere for de forandringsskabende partnerskaber, som er nødvendige for at opnå SDG målene.
Daudi Lelijveld var en af disse eksperter – og vi har talt med ham for at få mere viden om emnet.
Daudi, du udtalte på Leadership Forum, at “vi stadig har lang vej at gå, før de markeder, som vi arbejder i [i Afrika] bliver betragtet som investeringsmål”. Hvad mener du, at årsagen er?
Det handler rigtig meget om om folks holdning til risici, som trænger til at blive revurderet. Når folk siger, at de risici, der er forbundet med investeringer i lande som Afrika, er højere end andre steder, blander de ofte to ting sammen: externalities og ‘controllables’.
Når det handler om ‘controllables’ - altså de risici, der er relateret til din forretningsplan - burde der ikke være nogen forskel. Uanset om du gennemfører en tech venture i Afrika eller i UK - eller for den sags skyld starter en ægge- fabrik - så er en god forretningsplan en god forretningsplan.
Når det handler om “externalities” er sagen en anden.
Hvis du fx investerer i fx Eastern Democratic Republic of Congo (DRC), så bevæger du dig ind på et område, som er usikkert og ustabilt.
Men du kan ikke kontrollere den risiko. Og du kan ikke vurdere omfanget. Så for visse investeringsmidler, hvor målet i højere grad er vedligeholdelse af kapital end udbytte, så giver det mening at reducere risikoen til 0 for disse projekter. Development finance institutions (DFIs) burde være i stand til at acceptere dette, men det er ofte svært selv for dem af konkurrencemæssige årsager.
Hvordan påvirker dette virksomheder og deres rolle ift. at støtte SDG målene?
En del af den kulturforandring, der er behov for, handler om den tidshorisont, som folk anvender, når de vurderer disse risici.
De fleste tænker kun i en femårig- tidshorisont.
Virksomheder har 5-års planer, politikere arbejder med en cyklys på 4-5 år. Og som modstykke hertil har vi som forældre et håb og en forventning om, at de små mennesker, som vi bringer til verden, vil have en 60+ års cyklus foran sig.
Multinationale virksomheder kan bidrage til SDG målene ved at bygge forsyningskæder, der omfatter et ægte udviklings-element. Dette kunne tage form som et partnerskab. Men mange virksomheder anvender ikke det langsigtede perspektiv, som er nødvendigt for at drive dette arbejde – primært fordi de er underlagt et kvartalsmæssigty pres fra aktionærer, som også stiller krav til overskuddet, og dermed også til virksomhedernes risk management processer.
Multinationale virksomheder kunne frigøre deres investeringer fra, fx, direkte finansielle investeringer, hvis de kunne vise, at de anvender midlerne til at imødegå udvandingen af aktionærernes udbytte. Og til at bygge og stabilisere nye forsyningskæder og reducere de eksterne risici forbundet med at udvikle lokale forsyningskæder.
Men det vil kræve, at disse virksomheder gør, hvad de tøver med at gøre i øjeblikket, hvilket handler om at forpligte sig til at fuldføre rejsen. Det kan tage helt op til 20 år. Og det indebærer også, at virksomhederne accepterer at de - når stabiliserings-perioden er ovre, skal ”købe denne risiko tilbage”.
Det vil kræve noget uddannelse af aktionærerne og en ny tankegang hos virksomhedernes ledelse – men jeg ser tegn på, at markederne er klar til denne type forandring.
Hvilke forandringer er der ellers behov for for at drive investeringer, der støtter SDG målene?
Folk må pakke deres personlige frygt væk og lade de relevante institutioner bære ansvaret. Det er kritisk men svært at gøre på grund af den menneskelige natur og den iboende professionalisme hos de involverede aktører.
I Marts 2018 diskuterede flere end 300 gæster og eksperter mulige innovative partnerskaber mhp. at indfri SDG målene.
Nogle handler er dømt til at fejle. Så vi må bygge en kultur, hvor institutionerne og ikke individet bærer byrden af risikoen.
Dette er virkelig hårdt men helt afgørende, hvis vi fortsat vil have de dygtigste mennesker til at gøre de vanskeligeste ting, når det kommer til investeringer i udvikling. Jeg håber virkelig, at vi i CDC, med vores 70 års levetid, snart kommer til dette punkt.
Et eksempel er vores investering i Virunga Energy (in North Kivu, DRC), hvor vi har bygget et hydroelektrisk kraftværk i junglen og i et politisk klima, hvor sikkerhed er ekstremt udfordrende. Der er her tale om et en investering, som ville være hård at forsvare for de fleste investorer.
Men kraftværket tredobler mængden af strøm i det østlige DRC. Vi ved endnu ikke, hvem alle brugerne af denne strøm vil være – og der er stadig mange risikolag forbundet med dette projekt. Men den umiddelbare gevinst er allerede synlig, med tilkobling af 4,000 flere husholdninger og 180 små og mellemstore virksomheder, der driver en bæredygtig forretning. Den langsigtede gevinst for udviklingen af regionen kan blive en reel transformation.