Topplacering - Oxfam anerkender fremskridt
Unilever opnåede topplacering på Behind the Brands-ranglisten, da Oxfam rangerede større føde- og drikkevareproducenter efter deres bæredygtighedsindsats inden for nøgleområderne jord, kvinder, landmænd, arbejdsforhold, klima, gennemsigtighed og vand.
Oxfams scorecard kampagne, som blev lanceret i 2013, sammenligner forsyningskæderne for ‘Big 10’-producenterne, blandt andre Unilever, Nestlé, Coca-Cola og Mars. Dette scorecard viser de enkelte producenters konkrete fremskridt ift. spørgsmål som jordrettigheder, drivhusgasemissioner fra landbruget og ligestilling mellem kønnene.
Ud over at opnå den højeste placering blev Unilever sammen med Kellogg fremhævet for at have gjort "de største fremskridt inden for alle områder, siden kampagnen begyndte."

Related links
Behov for en langt større indsats
Unilevers CEO, Paul Polman, betegnede placeringen som "en ære" og sagde, at ”resultaterne afspejler de fremskridt, som vi gør for at reducere vores miljøpåvirkning, samtidig med at vi øger vores sociale indflydelse med Unilevers Sustainable Living Plan som ledetråd”.
Han tilføjede: “Dagligvareindustrien har som helhed pålagt sig selv nogle stærke forpligtelser i de senere år, især i form af sin tilgang til værdikæden.
"Vi må dog erkende, at der stadig er meget mere, der kan gøres. Dette scorecard og andre vurderinger er vigtige påmindelser om, at vi alle har et ansvar for at præstere mere og hurtigere i forhold til landmænd, lokalsamfund og øvrige samfund rundt om i verden. Målene for en bæredygtig udvikling og Paris-aftalen har givet os en global ramme for at skabe fremskridt. Men disse fremskridt kan kun opnås gennem accelererede partnerskaber og fælles handling, der driver omfattende og transformerende ændringer”.
Vejen frem mod bæredygtige fødevarer
Oxfam offentliggjorde det nye scorecard i sin rapport, The journey to sustainable food (Vejen frem mod bæredygtige fødevarer): En treårig opdatering af Behind the Brands-kampagnen.
I rapportens resumé siger Oxfam: "...virksomhederne har påtaget sig betydelige nye forpligtelser i de sidste tre år for at forbedre sociale og miljømæssige standarder i deres omfattende forsyningskæder. Men de må nu sikre sig, at deres leverandører reelt ændrer deres praksis i overensstemmelse med de indgåede forpligtelser. Og for at sætte skub i ændringen mod et mere bæredygtigt fødevaresystem skal virksomhederne gå længere og indføre nye forretningsmodeller i deres forsyningskæder for at sikre, at mere af magten og værdierne når de landmænd og arbejdere, der producerer deres ingredienser.”
Førende i seks ud af syv kategorier
Unilever indtog en klar førsteplads på Behind the Brands' scorecard i kategorierne ‘landmænd’, ‘arbejdere’ og ‘klima’, og en delt førsteplads i kategorierne ‘kvinder’, ‘gennemsigtighed’ og ‘vand’. Unilever havde den næsthøjeste score i kategorien 'jord'.
Unilevers samlede score på 74 % var 5 % over Nestlé, som lå på andenpladsen. Coca-Cola kom på en tredjeplads med 57 %.
‘Big 10’ - de 10 store er ifølge Oxfams definition Associated British Foods (ABF), Coca-Cola, Danone, General Mills, Kellogg, Mars, Mondelez, Nestlé, PepsiCo og Unilever.