Ben & Jerry's går 100 % Fairtrade
Ben & Jerry's vil fremover udelukkende bruge Fairtrade-certificerede ingredienser på tværs af virksomhedens globale smagsportefølje – fra Americone Dream til Chocolate Fudge Brownie. Ved udgangen af 2013 vil samtlige Ben & Jerry’s isvarianter således være baseret på Fairtrade ingredienser i alle de lande, hvor isen markedsføres.
I Europa vil 60 % af Ben & Jerry's smagsvarianter være Fairtrade certificeret allerede ved udgangen af maj 2010, mens de resterende 40 % følger trop inden udgangen af 2011.
Et ambitiøst projekt
Ben & Jerry's engagement i Fairtrade betyder, at så mange af de anvendte ingredienser som muligt vil blive leveret fra Fairtrade leverandører inden for nærmeste fremtid.
På globalt plan skal op mod 121 forskellige ingredienser på tværs af 11 smagsvarianter med ingredienser som kakao, bananer, vanilje, frugter og nødder konverteres til Fairtrade. Det sker i samarbejde med Fairtrade kooperativer med et samlet medlemstal på over 27.000 landmænd.
Som den første isproducent i verden begyndte Ben & Jerry's at bruge Fairtrade-certificerede ingredienser allerede tilbage i 2005, og med den igangværende indsats fastholder Ben & Jerry’s sin førerposition som den første isproducent, der har forpligtet sig så vidtgående over for Fairtrade på tværs af den globale portefølje.
Hver sin bid af kagen
"Fairtrade handler om at sikre, at alle får en rimelig bid af kagen,og hele konceptet rammer plet i hjertet af vores værdierog holdninger til, hvad der er rigtigt og forkert. Ingen ønsker at købe noget, der er blevet produceret ved at udnytte andre, " siger medstifter af Ben & Jerry’s, Jerry Greenfield.
Også hos Fairtrade Labelling Organizations International (FLO) er man begejstret for Ben & Jerry’s projekt:
”Det er flot, at Ben & Jerry´s går hele vejen og forpligter sig til Fairtrade på alle deres produkter. Det er meget kompliceret at arbejde for bæredygtigt landbrug og at bekæmpe fattigdom gennem handel, men det er hele besværet værd. I mine øjne har Ben & Jerry's demonstreret ægte lederskab med denne langsigtede ambition om udelukkende at samarbejde med små landbrug, der dyrker Fairtrade-certificerede ingredienser," siger Rob Cameron, administrerende direktør hos FLO, og fortsætter:
”Og for forbrugerne er det jo dejligt og en ekstra bonus, at de nu kan bekæmpe fattigdom og uretfærdighed, samtidig med at de nyder nogle af Ben & Jerry's bedst sælgende favoritter som fx Phish Food og Chocolate Fudge Brownie."
Det betyder Fairtrade
Landmænd, der sælger Fairtrade-produkter, har en bedre indkomst end andre landmænd. Det betyder i praksis, at de bl.a. har mulighed for at beholde deres jord og at investere ressourcer i deres gårde, deres lokalsamfund og deres fremtid. Højere landbrugsstandarder betyder også, at Fairtrade-certificerede landmænd anvender miljøvenlige metoder til at dyrke og høste afgrøderne på en bæredygtig måde.
Alle favoritterne som Fairtrade
Siden 2005 har Ben & Jerry's tilføjet en ny Fairtrade-variant hvert år. I 2010 kommer der imidlertid hele seks nye Fairtrade-varianter i frysedisken. De nuværende Fairtrade smagsvarianter: Chocolate Macadamia, Chunky Monkey, Vanilla og Vanilla Toffee Crunch får således selskab af de bedst sælgende smagsvarianter: Baked Alaska, Caramel Chew Chew, Chocolate Fudge Brownie, og Phish Food -sammen med Phish Food Frozen Yogurt og den nye smagsvariant Fairly Nuts.

